Ugens anmelder er Danny Haagen Rasmussen
Af Redaktionen
Danny anmelder "Vølvens vej - Flammesværdet"
Danny er bibliotekar på Vordingborg Bibliotekerne og du møder ham oftest på Vordingborg Bibliotek. Han har, udover at arbejde med vores bibliotekssystem, også en stor læselyst. Klassikere, både nye og ældre er han fuldstændig skarp på. Så hvis du vil vide lidt mere, så spørg endelig.
Anmeldelse af Vølvens Vej: Flammesværdet
Kan du også mærke det? Dagene bliver kortere, det bliver koldere og træerne taber bladene. Det er Fimbulvinteren som er over os. Det ældgamle varsel om Ragnarok og jordens undergang har haft en enorm betydning for oldtidens samfund, især her i norden, hvor vinteren har føltes særlig hård.
I Anne-Marie Vedsø Olesens serie, Vølvens Vej, har vi efterhånden været igennem nogle af de mest kendte myter fra den nordiske mytologi, og her i seriens 5. og afsluttende bind, tager vi omdrejningspunkt i myten om Ragnarok.
Snehild har endelig fundet sig nogenlunde til rette i røverbyen Vallev, men samtidig løber hendes fremtidssyner og vølve-evner, løbsk for hende og hun må endnu en gang afsted. Denne gang til Asgård, for at søge råd og vejledning hos Asernes konge, Odin.
I mellemtiden spidser konflikterne i Sialand til, og det er her Anne-Marie Vedsø Olesen foretager en litterær geni-streg. Forlaget, Lindhardt og Ringhof, har aktivt valgt ikke at markedsføre Vølvens Vej-bøgerne som fantasy bøger. Det har man valgt for at nå ud til et bredere publikum, men det fungerer faktisk som mere end det, for det kan være ret svært at placere bøgerne i en traditionel fantasy-struktur. Historien er ikke bygget op helt efter den klassiske “hero’s journey” model – For vores hovedperson, Snehild, er hjem ikke et trygt sted at være, i stedet finder hun tryghed, nye venskaber og evner når hun er op farten.
Det gør, at den overordnede fortælling føles som et friskt pust i en genre, hvor man har en fornemmelse af at have læst alle historierne før.
Samtidig kan bøgerne læses som en moderne religionskritik. Hvert bind tager udgangspunkt i en klassisk myte fra den nordiske mytologi, og her i Flammesværdet er myten altså den om Ragnarok – Men ragnarok i Anne-Marie Vedsø Olesens fortolkning, handler ikke bare om jordens undergang. Det handler om et opgør med samfundets status quo – systemet må nødvendigvis gå til grunde for at kunne blive bygget op igen, med udgangspunkt i et nyt værdisæt. Aseguderne, Odin og Thor og alle de andre vi efterhånden kender så godt, er nemlig ikke nødvendigvis de gode – det er religiøse figurer som bliver ophøjet til de absolut højeste moralske kodeks, men som gang på gang svigter, og som følge heraf må gå sin undergang i møde. Ragnarok bliver således ikke blot en fortælling om jordens undergang, men om en ny begyndelse for en bedre verden.
Og så er det en stor fornøjelse at blive præsenteret for nogle af de personer fra den nordiske mytologi, som ikke traditionelt har fået særlig meget plads i fortællingerne. Skade, en jættekvinde som er ulykkelig gift med havguden Njord, får en afgørende rolle for Snehild i 4 bind, “Ormehavet”. Jættekvinden Hyrrokiin er med til at opfostrer Snehild i bind 1, og i bind 2 kommer vi på besøg hos dødsgudinden Hel. Alle sammen personer som nævnes, kortvarigt i det overleverede kildemateriale, men som i serien bliver malet utrolig smukt frem.
Anne-Marie Vedsø Olesen efterlader sin læser med stof til eftertanke. Vi bliver, igennem hele serien, stillet over for en række konflikter, som i sin grundsten handler om menneskets forhold til naturen, vores religiøse værdigrundlag og vores grundlæggende menneskesyn. Til trods for, at historierne tager udgangspunkt i en (på papiret) fantasy-verden, så er det spørgsmål som gør sig gældende til alle tider, og som føles særlig relevante at forholde sig til i den tid lever i nu.
Min varmeste anbefaling vil især være til de læsere, som måske har affejet serien som en “fantasy” serie. Hvis du godt kan lide Ken Follett og Jan Guillous historiske romaner vil du føle dig på hjemmebane i Vølvens Vej. Hvis du ikke er helt overbevist, så kan det også anbefales at starte med Anne-Marie Vedsø Olesens “Dronningens Dame”-trilogien, om den fiktive karakter Madeleine de Montdidier, der oplever 1500-tallets religionskrige og magtkampe i Europa på nært hold.
Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk