Ugens anmelder

Ugens anmelder er Birgitte Mølgård Hansen

Af Redaktionen

Ugens anmelder

Birgitte anmelder 'Fru Yeoms butik for små mirakler'

Birgitte er bibliotekar og storforbruger af romaner, hvor hun læser indenfor nærmest alle genrer og ofte giver en lille anmeldelse i Vordingborg Bibliotekernes nyhedsmail (skriv til os, hvis du gerne vil modtage dette ca. 1 gang månedligt)

Kim Ho-Yeon: Fru Yeoms butik for små mirakler

En hurtig læst feel good roman, der sætter sine spor. 

De to hovedpersoner i bogen, Fru Yeom og den hjemløse Dokgo, møder hinanden på Seouls hovedbanegård, idet Dokgo har fundet Fru Yeoms tabte pung. 

Som belønning får Dokgo et måltid mad. Han finder hurtig ud af, at Fru Yeom ejer døgnkiosken ’Always’ og Dokgo tager det på sig, at holde øje med den. 

 

Da han hjælper Fru Yeom med nogle rebelske teenagere, der er ved at rasere kiosken, bliver han ansat som kioskens nattevagt. 

Et job, han kun må få, hvis han stopper med at drikke alkohol, bliver klippet samt køber noget nyt tøj. Man skal jo være præsentabel overfor kunderne, når man arbejder for Fru Yeom. 


 Dokgo kan ikke huske noget fra før han blev hjemløs, men da han stopper med alkoholen, dukker små glimt af hans fortid frem i hukommelsen. Langsomt begynder han at finde frem til det liv, han levede før, han blev hjemløs. Spørgsmålet er bare, har han stadig noget at leve for?


Der er flere vigtige bipersoner, der bør nævnes, som er med i bogen. Fru Yeoms søn, en fusentast, vil have sin mor til at sælge kiosken og give ham pengene, så han kan bruge dem på en ny dårlig investering. Han ved dog ikke, at hans mor ikke kun har kiosken for sig selv, men det er også en vigtig indtægt for de ansatte.

 

En privatdetektiv, hvis opgave er at finde ud af, hvem Dokgo er. Er han virkelig den dårlige person, som Fru Yeoms søn, siger han er? Dokgo er god til at lytte til andres problemer og især god til at komme med råd. 

 

Seonsuk som arbejder i kiosken har store problemer med sin 30-årige søn, der stadig bor hjemme og spiller computerspil dagen lang. Et godt råd fra Dokgo og situationen ændrer sig. Og jeg kan blive ved.

 

’Fru Yeoms butik for små mirakler’ er en bog om fællesskab, om at se hinanden an før man dømmer folk, at give folk en ny chance og at man skal huske at opføre sig ordentligt.

 

En skøn læseoplevelse, hvor jeg bagefter sad med smil på læben. 

Forfatteren Kim Ho-Yeon debuterede i 2013 og er blevet en stjerne i hjemlandet Sydkorea. 

Foruden romaner skriver han også tegneserier og skuespil. ’Fru Yeoms butik for små mirakler’ er hans stor internationale gennembrud som er blevet udgivet i over 20 lande. 

Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk