Ugens anmelder

Ugens anmelder er Nikolaj W. Reichel

Af Redaktionen

Ugens anmelder

Nikolaj anmelder "Hvad er det bedste, der kan ske"

Nikolaj er en flittig bruger af biblioteket. Han er derudover også politiker og lærer.  

""

Anmeldelse af Morten Kirckhoff: Hvad er det bedste, der kan ske? – Om at leve modigt

Morten Kirckhoff er kendt fra tv-programmer som Nul Stjerner og Forladt, samt fra fotobøger som Abandoned. I denne bog deler han sine erfaringer gennem flashbacks til oplevelser fra spejdertiden, som firstmover på den spirende graffitiscene, en katastrofal start på et udvekslingsår på en high school i USA, livet som direktør i reklamebranchen og til sine eventyr sammen med sin gode ven Jan Elhøj.                                                                    

Mellem referencerne til egne erfaringer drøftes temaet mod gennem samtaler med blandt andre Pia Søltoft, Lene Tanggaard, Peter Lund Madsen, Niels Overgaard og Morten Münster.
Kan mod trænes? Er alle født lige modige? Har vi gjort vores børn mindre modige i dag?

Morten har gennem livet været nysgerrig på verden og det ukendte. Med et livsmod og en ukuelig optimisme har han gang på gang taget chancer – store som små. Fra at sige sit direktørjob op for at leve af sine interesser for rejser og fotografering, til at opsøge nye mennesker uden andet kommunikationsmiddel end fagter og gestikulering.


I jagten på det perfekte foto har Morten, sammen med Jan, sneget sig rundt blandt russiske vagter på rumraketbaser – væbnet med kamera – og sat en intensiv jagt ind på kærligheden til den kvinde, der senere blev hans livsledsagerske. Alt dette og mere kan man læse om i bogen.

Personligt blev jeg bekræftet i den dannelse, jeg nok selv gennemgik som forstadsknægt i slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne. Jeg kan næsten følge mig selv i hans fodspor gennem hans opvækst. 

Hvordan vi blev præget af hele den nye hiphop-gadekultur, der bredte sig gennem Danmarks større byer. Musikken, graffiti, tøjet, sporten. I de år spillede jeg basketball, lod det kreative få frit løb gennem tegneserier, hang ud med kammerater og lod mig rive med af alt, hvad det kunne føre med sig. Vi lyttede til Beastie Boys, Run DMC, LL Cool J – som så mange andre. 

Mine tegninger forblev på papiret, hvorimod Mortens værker blev sprayet på mure og togvogne. 

Når man gennem kapitlerne genoplever disse tider, er det svært ikke at føle et fællesskab og en form for bonding med forfatteren.

Jeg tænker, at bogen kan bruges til flere formål. Jeg får et dybere indblik i personen bag tv-skærmen fra de nævnte programmer. Den vækker også min egen nysgerrighed og minder mig om at se verden mere positivt – i stedet for at grave mig ned med dåsemad og forsøge at undgå verdens dårligdom.

Måske vækker bogen tilmed selvrefleksion:
Får jeg egentlig nok ud af livet? Når der nu venter så mange muligheder for at opleve nye steder og møde spændende mennesker? Oplevelser, hvor man virkelig mærker sig selv.

Og her rammer Morten noget vigtigt. For mens vi ofte spørger: Hvad nu hvis det går galt? – så tør han vende det hele på hovedet.
 

Tænk hvis vi i stedet begyndte at spørge:

Hvad er det bedste, der kan ske?

Du kan opleve Morten Kirckhoff på Vordingborg Bibliotek d. 26. november kl. 19.00

Læs mere og hent din billet HER

Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk