Ugens anmelder

Ugens anmelder er Lise Mølgård Hansen

Af Redaktionen

""
Ugens anmelder

Lise anmelder "Americanah"

Lise er 26 år og bliver til sommer kandidat i Statskundskab på Københavns Universitet. Hun er i øjeblikket i praktik hos Tænketanken EQUALIS, der går forrest i kampen for et dansk arbejdsmarked, hvor alle har lige muligheder. 

Chimamanda Ngozi Adichie: Americanah (2013)

 

Americanah er en gribende fortælling om kultursammenstød, identitet og kærlighed, som i høj grad kan anbefales. 

I bogen følger man et ungt nigeriansk par, Ifemelu og Obinze, i deres søgen på at rejse fra det militærstyrede Nigeria til Vestens hovedsæde – USA. Parrets veje skilles og Ifemelu ender alene i USA, hvor hun kæmper for at finde fodfæste. Her konfronteres hun for første gang med sin mørke hudfarve, som ellers ikke spillede nogen rolle i Nigeria. Hun opdager, hvordan hendes hudfarve og oprindelse bliver definerende for hendes nye tilværelse i forhold til både kærlighed, studie og arbejdsliv. Netop dette bliver udgangspunktet for den anonyme og succesfulde blog hun starter.

Sideløbende med Ifemelus etablering i USA følger man Obinzes buede vej til succes i Nigeria. Ligesom Ifemelu har han måtte kæmpe for at etablere sig, men hvor Ifemelu ender blandt akademikere og kulturpersonligheder, ender Obinze som velhavende og respekteret ejendomshandler. Man følger begge karakterers færden gennem en årrække og til trods for at kontakten mellem dem brød, er de fortsat i hinandens bevidsthed. Femten år efter Ifemelus afrejse vender hun retur til Nigeria, hvor hun og Obinze forsøger at genoptage kontakten. 

Americanah giver et spændende og lærerigt indblik i nigeriansk kultur og relationen mellem Nigeria og USA. Kulturforskellene mellem de to lande er markante og nigerianernes higen efter Vestens redning beskriver magtforholdet mellem de to. 

Som hvid europæisk læser går man ind til en læseoplevelse, der kan præsentere en for nye perspektiver. Man får indblik i alt fra hverdagslivet under et ustabilt regime, hvordan status og identitet knyttes til (afro)hårpragt, livet som sort immigrant og hvordan hudfarve fortsat er af stor betydning for ens behandling og hverdagsliv.

Chimamanda Ngozi Adichie (f. 1977) debuterede i 2003 med romanen Lilla Hibiscus. Udover hendes roman- og novelleudgivelser har Adichie også afholdt nogle af de mest sete TED-talks samt skrevet politiske tekster. Hendes værker har vundet stor international anerkendelse og er oversat til mere end tredive forskellige sprog.

Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk