Ugens anmelder er Pernille Vangaa Knudsen
Af Redaktionen
Pernille anmelder "7.a"
Pernille er bibliotekar og har en fortid som skolelærer, indenfor begge fag har hendes interesse for lækker børnelitteratur været relevant. Og dén interesse kommer vores lånere til gode, så spørg endelig om gode råd, hvis dine poder mangler sjov, spændende eller gribende læsning - der findes skøn læsning på alle niveauer!
I ugens anmeldelse kigger jeg nærmere på den kendte bogtitel ”7.a”, som oprindeligt blev skrevet som ungdomsroman af Bjarne Reuter i 1992.
Den er nu udkommet i en helt ny graphic novel-udgave med tekst af Erik Barfoed og illustrationer af Kristian Eskild Jensen. Og hold da op en læseoplevelse!
Vi ser lige nu en stor interesse for graphic novels blandt børn og unge, og denne bog er et virkelig godt bud til læsere fra 13-15 år, der er vilde med graphic novels, men også gys og spænding.
Der er dømt uhygge fra allerførste side, når vi følger 7.a’s forberedelser på, at de skal på lejrtur. Deres lærer Gitte kører i forvejen dagen før, og det er noget af et syn, der møder hende, da hun efter at have kørt over en dæmning, hvor bølgerne næsten rammer bildækkene, lander foran et gammelt faldefærdigt slot.
Hun betragter begejstret huset udefra – og bemærker, at der ikke er mobildækning, hvilket hun i første omgang ser positivt på, så de unge mennesker er nødt til at gå offline, mens de er der.
Gitte bliver mødt af en ældre dame i lang frakke, der udleverer nøglerne og samtidig fortæller, at den gamle ejer ligger begravet i kælderen… Så er scenen sat!
7.a og deres lærer Finn ankommer dagen efter i højt humør, men hurtigt begynder uhyggen at sprede sig. Nogle af eleverne opfører sig besynderligt, Gittes hund bliver væk, de fornemmer en underlig lugt af nelliker i huset, og helt galt går det, da klassen skal på orienteringsløb om natten.
Sideløbende med fortællingen om 7.a følger vi besætningen om bord på et skib ud for Zanzibar i 1913, som kommer i vanskeligheder ved en vulkanø. Er der mon paralleller til halvøen, hvor 7.a befinder sig?
Det er en virkelig fængende og spændende bog, som man ikke kan lægge fra sig.
Illustrationerne er meget imponerende og har et flow, så man nærmest oplever læsningen, som om man ser en film.
Layoutet er enormt flot, og på de første sider ser man en oversigt over eleverne og lærerne, så man ved, hvem der er hvem. Når fortællingen vender tilbage til skibet i 1913, så skifter farverne i illustrationerne, og man er på alle måder tilbage i tiden.
En virkelig flot – og uhyggelig bog, som helt klart anbefales til unge, der er vilde med gys og graphic novels.
Jeg var meget spændt på denne genudgivelse, da jeg har læst Bjarne Reuters bog 7.a op til flere gange og er vild med den. Men denne udgave kan bestemt også noget.
Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk