Jeg har altid holdt meget af japansk kultur; som barn blev jeg introduceret til Studio Ghiblis drømmende og magiske verdener i” Chihiro og Heksene” og ”Prinsesse Mononoke” og har siden da jævnligt genset flere af værkerne – særligt står "Drengen og Hejren" som en af mine absolut ynglingsfilm! 

Ligeledes holder jeg utrolig meget af Haruki Murakamis bøger og noveller, disse lidt mystiske fortællinger hvor vi aldrig helt har styr på hvad der er virkelighed og hvad der fantasi og drømme. Det er typisk for disse kunstneres fortælleteknik at skrue meget ned for tempoet hvilket giver plads til fordybelse og eftertænksomhed hos læser/seer og dét kan jeg rigtig godt lide!

Ryusuke Hamaguchis ”Hjortestien” er ingen undtagelse. Her dvæler billedet i lange sekvenser af rindene vandløb i skoven, folk der fylder vanddunke eller hugger brænde. Hamaguchi insisterer på at vise selv mondane handlinger udført til ende, frem for at cutte hurtigt væk/videre. 

Handlingen finder sted i den lille landsby, Mizubiki, uden for Tokyo. Her er fredelig land-idyl, og de mennesker som bor her, har knyttet stærke bånd til miljøet, og lever af det som naturen giver – der hentes vand fra vandløbet, der plukkes vild wasabi i skoven og alle kender planternes navne ud og ind. 

Vores hovedperson, Takumi, bor her sammen med sin datter Hana, men det bliver hurtigt gjort klart, at alt ikke er helt så idyllisk som overfladen lægger op til. På et flygel i stuen står et foto af Hana med en kvinde vi må formode er hendes mor, men som glimrer ved sit fravær i hjemmet. Det forklarer den melankoli man fornemmer mellem linjerne og i hele Takumis humør og tilbagetrukkethed.

I hele filmens første akt er der enormt fokus på byens indbyggeres forhold til naturen. Der er en naturlig orden og balance, som opbrydes da et investeringsfirma fra Tokyo ankommer til byen for at præsentere sine planer om, at etablere en såkaldt Glamping-plads (kommer af ”glamourøs” og ”camping”) tæt på Takumis hus. 

Ved et præsentationsmøde for de lokale, lover firmaets repræsentanter guld og grønne skove fra den turisme som projektet vil tiltrække, men flere af de lokale påpeger gabende huller i planen, som når en ældre herrer pointerer at den planlagte septiktank ikke har kapacitet til et fuldt booket glampingområde, og at den uvægerligt vil komme til at forurene det vandløb, der er lokalsamfundets livsgrundlag – vandet flyder nedad og det der sker længere oppe vil ramme de som bor længere nede, sådan er naturens orden. 

Det ville være nemt at gøre firmaets repræsentanter til klassiske skurke, men Hamaguchis ærinde er et andet. Filmens engelske titel, ”Evil does not exist” tydeliggøres i filmens anden akt, hvor vi følger de to repræsentanters afrapportering til cheferne over en zoom-forbindelse på computeren, og med Hamaguchis insisteren på at følge samtalerne i bilen til ende, kommer vi tæt på karakterene og opdager at det ”onde” ikke nødvendigvis er et aktivt valg men blot resultatet af en mere generel samfundsorden som ikke altid tilgodeser menneskelige behov.

 ”Hjortestien” er en film, der tør stole på sit publikums tålmodighed. Ved at insistere på det langsomme tempo tvinger Hamaguchi os til at sanse skoven og mærke de etiske dilemmaer helt tæt på. Det er en fortælling, der starter som et lokalpolitisk drama om miljø og menneskets forhold til naturen, men som åbner op for langt flere samtaler om etik, moral og konsekvenser.

Hvis du leder efter en film, der ikke serverer nemme svar, men i stedet efterlader dig med stof til eftertanke og en trang til at diskutere menneskets natur, er "Hjortestien" en af de bedste film, du kan se lige nu.

Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk