Ugens anmelder er Jette Nygaard
Af Redaktionen
Jette anmelder "Ufred - Russere i krig"
Jette er låner på Vordingborg Bibliotekerne og er desuden en flittig læser. Når hun er færdig med en bog, giver det rigtig god mening for hende, at skrive en anmeldelse efterfølgende, så det får vi glæde af her på Facebook og på Vordingborg Bibliotekernes hjemmeside
Åsne Seierstad (Norge): ”UFRED – russerne i krig” (2025)
Åsne Seierstads forudsætninger for at komme ind under huden på det russiske samfund er helt unikke, idet hun taler flydende russisk, samt kender landet fra sin tid som studerende i Sct. Petersborg, norsk krigskorrespondent og journalist i Moskva.
I bogen ”UFRED – russerne i krig” med undertitlen ”Rusland indefra” går hun i tæt dialog med den almindelige russer. Åsne Seierstad kalder sit værk en beretning, og det gør hun, fordi hun møder soldaten Sergej, som er afhopper fra den berygtede Wagner-gruppe, og det er ud fra hans tragiske og dramatiske historie, hun beretter.
Sergej flygtede til Norge, hvor han lever den dag i dag.
Bogen er også et portræt af dagens Rusland med krigen i Ukraine som underliggende tema. Samtidig er Åsne Seierstad helt fantastisk til at formidle de individuelle personers historie og meninger.
Forfatteren tager os bl.a. med ind i det dybeste Sibirien, hvor vi møder nogle af de mennesker, som Sergej har haft i sit liv, men også hvor Putins regime rekrutterer massevis af soldater til krigen i Ukraine.
Hun bor fx i længere tid hos Sergejs tante, hvor hun får indblik i landsbylivet.
Hun besøger skoler og medier, hvor hun møder mennesker, hun interviewer og bliver venner med.
De tager hende til sig som en af deres egne og samtidig søger de gennem hende informationer ”udefra”.
Når man skal tale med russerne om deres liv, kultur og samfund, skal man give sig god tid og være tålmodig, og på det område er forfatteren helt unik. Især når det drejer sig om det politiske og Kreml.
Det tager tid at åbne op for en sådan samtale. Langt de fleste er bogstaveligt talt bange for at blive arresteret og fængslet, hvis de ytrer sig opponerende om Kreml, og især ordet ”krig” er forbudt at nævne. Derfor titlen ”ufred”.
Vi lever os altså ind i den menige russers liv.
Samfundet er nærmest totalt lukket. Man ved ikke meget, om hvad der foregår. Man taler helst slet ikke om det. Medierne forvrænger hændelser og skjuler facts.
De fleste russere er kritiske, eller medløbere, eller mere eller mindre apatiske.
Vi kommer en tur til Sibirien; vi kommer til Moskva og masser af andre steder. Der er mange lærerige og spændende livsfortællinger, og samtidig har Åsne undervejs i sin beretning hele tiden under rejsen i det russiske land kontakt til Sergej.
Sergej er ikke nem; han er formet af sit liv med alkoholisme og fattigdom, og som Wagner-soldat.
Mediet VG har skrevet om bogen: ”Årets vigtigste bog”. Det er jeg enig i!
Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk