Ugens anmelder er Jette Nygaard
Af Redaktionen
Jette anmelder "Mine venner"
Jette er en trofast bibliotekslåner og flittig læser.
Hun har valgt at dele sine vurderinger af bøgerne med os - og det er vi glade for!
Fredrik Backman, ”Mine Venner” (2025)
”Det er en lang historie” er en frase, der ofte bliver brugt i ”Mine venner”, til Louisas store fortrydelse.
Hun kræver simpelthen, at historierne bliver fortalt, selvom de kan være lange.
Romanen er fyldt med tragiske, dramatiske, smukke og lykkelige livsfortællinger – og skæve eksistenser!
18-årige Louisa er spirende kunstner, har tankemylder og talegaver ud over det sædvanlige. Hun er ligefrem og ærlig; anderledes; hun er teenager og skeptisk – især over for skøre voksne. Hun har ingen familie, men hun har sine ”mennesker”, og dem holder hun fast i – næsten betingelsesløs.
Hendes kæreste eje er et postkort med et maleri; hun vil finde ud af, hvem kunstneren er, og hvem de tre børn i maleriet er.
Tilfældigt, måske, møder hun den 38-årige Ted.
Efter en kunstauktion har han fået det job at overrække Louisa et maleri, der er millioner værd. Hun vil ikke have det! Hun forstår ikke, hvorfor hun skal have det! Hun kan ikke finde ud af, hvad hun skal med det! MEN gennem Ted får hun kendskab til en helt speciel og uforglemmelig historie, der udspandt sig for 25 år siden.
For maleriet har hemmeligheder, og i løbet af romanen afmystificeres et rørende og glødende og til tider farligt forhold mellem vennerne Ted, kunstneren Kimkim, Ali og Joar. Deres barndom i en fattig kystby i USA har været fulde af vold og udskamning; af had og kærlighed; af angst, af lykke, af fortvivlelse, af raseri, af sødme…….. Sammen er de unikke! Sammen er de stærke!
Fredrik Backman er formidabelt god til at skrive i et humoristisk sprog, så selv døden bliver levende. Han mestrer at give hverdagens både store og små, men også normale situationer et tvist af noget underfundigt, dybt spændende og vildt morsomt, uanset hvor bedrøvelig eller begivenhedsrig scenen end er.
Som læser både griner og græder man. ”Mine venner” er skrevet i bedste Backman-stil! Backman er tillige forfatter af ”En mand der hedder Ove”.
Jo mere du læser, jo bedre bliver bogen – du vil ikke fortryde!
Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk