Ugens anmelder er Birgitte Mølgård Hansen
Af Redaktionen
Birgitte anmelder "Slået Hjem"
Birgitte er bibliotekar på Vordingborg Bibliotekerne. Birgitte arbejder udover udlånsvagter også med bl.a. PR og formidling. Hun er altid hurtig og dygtig til at skrive en god anmeldelse og denne er ikke en undtagelse. Billedet der følger med, er i øvrigt Birgitte i kedeldragt og hjelm - helt uigenkendelig.
Bog: ’Slået hjem’ af forfatter Karin Heurlin
En tå-krummende, hjertevarm og morsom roman om Luna, der prøver at finde sit fodfæste efter en skilsmisse.
Luna er 46 år, nyskilt fra sin mand, har et problematisk forhold til sin teenagedatter og er flyttet tilbage til sin barndomsby, den fiktive provinsby Svendslev. Luna er på spanden. For hvordan finder man sit fodfæste igen, når man har været vant til et liv i sus og dus i Nordsjælland? Dette har Luna svært ved og hunden Victor er hendes eneste lyspunkt i hverdagen.
Luna lejer et lille hus og får et job som reporter på lokalavisen. Et job som Luna har svært ved at se sig selv i, da hun mener, hun intet har til fælles med sin kageglade kollega med lavt selvværd. Og gud hjælpe mig om hun ikke skal køre på avisens blå scooter, når hun skal ud at dække de store ’events’ i lokalområdet så som en brunsvigerkonkurrence, gymnastikopvisning eller et tyveri i en vejbod.
Igennem hunden Victor møde Luna dyrlægen Joan, der tvinger Luna med ud at vinterbade. Noget som Luna hader som pesten, men som vokser på hende. Vi møder også enkemanden Anders N, den lokale tøjmand, der siden folkeskolen har været hemmelig forelsket i Luna. Luna starter et venskab op med Anders og hans unge datter, som er helende både for datteren, der har mistet sin mor, samt for Luna.
Men Luna kan ikke slippe tanken om det gode liv i Nordsjælland og de privilegier, hun havde. Når hun er frustreret og ked af det, efterlader hun derfor råbende beskeder på eksmandens telefonsvarer. På datterens efterskole møder hun Mads, som hun indleder et forhold til. Mads bor i Nordsjælland og står for alt det, Luna savner. Der er bare det problem, at det ikke er altid, han svarer på Lunas beskeder. Så er de egentlig i et forhold?
Jo mere Luna lærer lokalområdet at kende, jo bedre og længere artikler skriver hun for avisen. Hun møder den enarmede Bente fra GarageShoppen, der sælger hjemmestrikket sæsonpynt, og taler med ejeren af den lokale swingerklub. Hun skriver om folks livshistorier og langsomt begynder Luna selv at hele og komme oven på igen.
Lunas mor bor stadig i Svendslev, hvor hun arbejder i genbrugsbutikken. Luna har et svært forhold til sin mor, der ikke vil tale om følelser. Hver gang Luna prøver at fortælle, hvordan hun har det, begynder moren at gøre rent. Der er også noget uldent ved historien om, at Lunas far døde af kræft, da Luna var lille. Men det vil moren heller ikke tale om.
I starten synes man, at Luna er en ret irriterende type, hvilket nok også er forfatterens hensigt. Men jo længere man kommer hen i bogen, ændrer hun karakter. Selvom det er en feel good fortælling, er der kød på historien, da den behandler emner som sorg og tab, og hvordan man tackler en livskrise. En bog der hurtig er læst i vinterferien og som giver dig et smil på læben.
Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk