Det er sjældent munter læsning, når man læser om det 3. rige. Og det er det heller ikke i Peter Harmsens bog ” Det tredje riges øjne og ører: de hemmelige SS-rapporter 1939-1945”.

Bogen bygger på statens hemmelige rapporter, som nazisternes sikkerhedsapparat SD udarbejdede til regimets ledelse.

Her brugte man rapporterne til at lure hvad befolkningen tænkte, følte og gjorde.

Havde befolkningen behov for at høre om krigssejre, fordi moralen faldt på hjemmefronten, eller skulle man skrue ned for sejrsretorikken, for at forstå, at der var vareknaphed. 

Goebbels vidste nøjagtig hvilke knapper han skulle skrue på.

Fx viste det sig tydeligt, at det tyske folk ikke var imponeret af Hitlers tale til nationen d. 30. januar 1945. Der var ingen jubel eller glæde at spore fra befolkningen efterfølgende – intet tydede på at han indgød til håb og kampvilje, som man havde forventet - tværtimod. 
 

Det betød, at det blev Hitlers sidste tale til folket, for noget tydede på, at folket havde mistet den blinde tro på Hitler, og på snakken om Tysklands snarlige sejr.
 

SD-rapporterne giver et sjældent indblik i civilbefolkningens dagligdag. Sladder og hændelser opsnappet af regimets informanter – om alt hvad der rører sig i lokalsamfundene rundt omkring i det krigsramte Tyskland. 

Her fortælles om, hvordan man behandlede udenlandsk arbejdskraft, både tvangsarbejdere og frivillige.   Hvordan nogle mente, at man var for hårdhændet, andre det modsatte.

Vi hører om, at det er problematisk, at noget udenlandsk tyende var bedre klædt og spiste bedre, end den almindelige tysker havde råd til. 

Generelt gik sladderen også om tyske kvinder og deres såkaldte promiskuitet. Om krigsenker, ensomme kvinder og unge piger, der plejede omgang med ”fjenden”. Om graviditeter imens manden var sendt væk i krig.

Det er også værd at bemærke, at der fandtes modstand mod behandlingen af jøderne, at man talte om at nogle tiltag gik for vidt. 

Nogle bemærker i slutningen af krigen, at man formentlig kan forvente hævn fra jøderne, hvilket måske indikerer, at tyskeren vidste lidt mere om jødeforfølgelserne, end man efterfølgende påstod.  

Vi hører om vareknaphed, ikke bare på mad, men på fx børnesko, som ikke kunne skaffes i nødvendigt omfang, allerede tidligt i krigen. 

Vi hører selvfølgelig også om, hvordan Hitler blev opfattet som Führer – fra start til slut. 

Det er spændende læsning om et alvorligt emne i en mørk tid for Tyskland - på enhver måde! 

Det er ikke så tit at vi hører om, hvordan hverdagen ser ud i et krigshærget land, heller ikke ikke at vi kommer så vidt omkring i emnerne. 

Bogen formår at vise en side af Nazityskland, som ikke er beskrevet så ofte før, og tankevækkende er det, hvad disse informanter opsnappede om borgerne omkring dem. Og det er svært ikke at tænke på konsekvenserne for de implicerede, der i større eller mindre grad talte regimet imod. 

Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk