Ugens anmelder

Ugens anmelder er Line Dahl Abildgaard

Af Redaktionen

Ugens anmelder

Line anmelder " Hvert sekund tæller”

Line er en fast bruger af Vordingborg Bibliotekernes tilbud, men hun bidrager også til vores tilbud, bl.a. som vært ved utallige Samtalecafeer, hvor der drøftes temaer med udgangspunkt i FNs verdensmål.

Anmeldelse af Anders J. Andersens ”Hvert sekund tæller”.

Et øjeblik. 

Det er, hvad der kræves for at ændre et liv. 

I sin bog ”Hvert sekund tæller” giver Anders J. Andersen os alle sammen et indblik i sin personlige historie om betydningen af sit fatale øjeblik. Imens breder historien sig ud til at blive en fortælling om udviklingen af det sikkerhedsnet, der skal kunne gribe os alle sammen. Vores velfærdsstat.

Ulykken sker, da Anders er 7 år gammel, og her starter vi. Præcis den dag falder han og hans søster af vandvognen, der er spændt bag på traktoren. Mor kører. Og i en kort, nøgtern og direkte beskrivelse er stemningen sat for resten af bogen.

Derfor ved vi, at den tidlige, bekymringsfri barndom, der derefter beskrives, blot bliver et bagtæppe for det liv i kørestol, som bliver konsekvensen af ulykken. 

At følge de to velfungerende børneben, der synes så solidt plantet i den mønske muld i sine gummistøvler, mens de forsøger at træde i fars fodspor i stald og mark der i 1969, giver et fint og kærligt indblik i et samfund og en hverdag, der var der ”lige før”, men både for Anders og for os som samfund nu er så uendelig fjern. Men en del af os alligevel. 

Små, velvalgte personportrætter malet med et barns – og datidens – blik, så vi bedre kan forstå, hvad der senere sker.

Bogen er bygget op som en række erindringsbilleder. I glimt får vi indblik i en drengs verden. Før, under og efter ulykken. Størstedelen af bogen beskriver drengens 5 års lange fravær, fjernt fra sin familie. Hvordan institutionerne på godt og ondt, men bestemt i bedste mening, tog over med blik for behandlingen af lidelser, men ikke behandling af mennesker. Og slet ikke børn.  Vi følger, hvordan det præger barnet parallelt med nutidens Anders’ refleksioner, der sætter datiden i perspektiv.

I slutningen af bogen er det de refleksioner, der får plads. 

Kort inden et afsnit under overskriften ”Skyld” konstaterer Anders forsonende ”Jeg fik et godt liv”.  Og det mærkes heldigvis tydeligt bogen igennem. I det hele taget er det en bog, der mærkes, men på den lidt forsagte måde, som følger af en opvækst på landet, dengang hvor ord og billeder stadig kunne komme med postkort, som Anders’ mors hilsner, der hyppigt blev sendt til den lille dreng fjernt fra hjemmet. 

Få ord, der siger meget.

Som uddannet litterat er jeg ofte i udgangspunktet lidt skeptisk overfor selvbiografier. Det at skrive historier, der ligger så tæt på sig selv, er en vanskelig kunst. For det første kan man komme til at overgøre referencen til virkeligheden og fremstille fortællingen som “den endelige sandhed”. For det andet lykkes det  ikke altid at finde den rette balance mellem at være gavmild og distanceret nok. 

Anders er i sin bog ”Hvert sekund tæller” meget gavmild. Og i sit valg af på en gang nøjagtige og ordknappe erindringsglimt skabes der nok plads og pauser til den tomhed, hvor vi som læser får rum til selv at forestille os, hvordan det ville være i Anders’ sko.  Til selv at reflektere over forholdet til virkeligheden. 

Det, sammen med den dybt interessante samfundsskildring fra et perspektiv, der sjældent gives stemme, gør bogen til en særdeles stærk og relevant læseoplevelse.

For alt kan ændres for os alle sammen på et øjeblik. Hvert sekund tæller.  

Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk