Ugens anmelder er Nina Vestergaard
Af Redaktionen
Nina anmelder 'Asterix - historiebogen : sande myter og falske fakta' & 'Asterix - latinbogen'
Nina er bibliotekar på Vordingborg Bibliotekerne og du møder hende oftest på Præstø Bibliotek. Hun læser mange forskellige genrer, så spørg endelig efter fx. kærlighedsromaner, historiske dramaer, tegneserier eller fantasy.

Så kom de endelig – de små leksika til hele Galleruniverset!
Nu kan vi få styr på mere end 70 myter og sandfærdigheder! Og naturligvis skal Latinbogen også nævnes for hvem kender ikke de latinske udtryk som blev strøet rundt:
"Veni, vidi, vici" og det udødelige udsagn som "Et tu, Brute!" som kendes af alle Asterix elskere i Europa.
Alt det præsenteres med Goscinny’s udødelige stregtegninger som indgang til de temaer, der tages op.
Det er altid en stor fornøjelse at dykke ned i Asterix’ univers og denne gang kaster Bernard-Pierre Molin sig over historiens gang – og tager naturligvis fat på de forskellige latinske talemåder, som Asterix tegneserierne gennem årene er fyldt op med i.
For nu er det tid til at få styr på de historiske fakta.
For passer historien med virkeligheden? Eller er der mere fup end fakta med i de mere end 40 bind i serien, der er udkommet. Og hvordan står det til med dagliglivet i den galsindede gallerlandsby? Blev Majestix båret rundt på Vincengetorix’s skjold eller er det bare fri fantasi… og hvad med Obelix’ bautasten?
Og hvad med alle de vildsvin, der gennem årene er blevet fortæret?
Og vi skal da endelig ikke glemme Julius Cæsars opgør med de genstridige gallere!
For selvom Cæsar skrev sin Gallerkrig, hvad var så historien bag Romerriget og opgøret med den lille landsby op mod nord? Var romerne så begejstrede for osteorgier eller er det pure opspind?
Du kan med stor fornøjelse læse med her og få det meste af Romerrigets historie rullet op.
Asterix’ tegneserie kunne ikke fungere uden alle de latinske mundhæld, vendinger og citater, som Asterix’ forfatterpar med stor fornøjelse strøede om sig. Latinbogen er en lille perle med alle de satiriske bemærkninger, som soldater, senatorer og især Julius Cæsar strøede om sig. Og så kan ingen Asterix læser jo undvære de historiske detaljer, som også får et særligt kapitel i denne bog.
Endnu engang klukkede jeg mig gennem Asterix’ verden – for den lune og varme underdrevne humor og til tider gak-gakkede tematik indfanger altid de sande Asterix fans.
Bøgerne kan varmt anbefales. Og der er stadig nogle små fif, der ikke er nævnt her, men som skal opleves…
Piraten Treben får en særlige rolle i Latinbogen! For ingen Asterix historie uden mindst et sunket piratskib!
Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk