Ugens anmelder: Torben Jensen
10. – og efter sigende - sidste bind af Jan Guillous romanserie ”Det store Århundrede” udkom mod slutningen af 2020. Og den er god at gå ombord i. Efter igennem næsten et århundrede at have fulgt familieklanen Lauritzen, befinder vi os nu i Stockholm dec. 1991: ”Den høje negerfrekvens i gadebilledet er givetvis det første, der slår en tilrejsende fra fjerne lande”.
Så er vi i gang, - og det er Harald, der i sin dagbog anfører ovenstående. Harald har vi ikke hørt fra i ganske mange år, siden han som tidligere SS Obersturmbannführer valgte at forlægge sin residens fra Tyskland til til Argentina. Nazi-sympatien har han delvist opretholdt, men han er i sagens natur ikke politisk korrekt i halvfemsernes svenske socialdemokratiske samfund. Han har dog medbragt en plan med interesse for hele Lauritzen-klanen: Lang tid før Hitlertysklands tilblivelse havde Lauritzen-brødrene sat penge i ejendomme i Berlin og Dresden. Harald kan fremlægge dokumentation for, at familien har skønsmæssigt 7 mia. kr. til gode fra den tyske stat. Missionen kræver ”blot”, at de internt i familien kan forlige sig med den tanke at skulle samarbejde med en højtdekoreret nazist. Vor hovedperson gennem flere bøger - Eric Letang – er succesfuld advokat, så det ligger lige til højrebenet, at det er Eric, der skal forestå processen. Eric er kendt for at forsvare svagtstillede minoriteter, så en enkelt nazist og udsigt til en erstatning på et milliardbeløb synes ikke at skulle udgøre en forhindring….
Heldigvis optager retssagen ikke hovedparten af de 450 sider. Gensyn med gamle lokaliteter og personer, som vi har mødt gennem de tidligere bøger i serien inddrages relevant, om end jeg havde fundet det interessant, om Harald havde haft lejlighed til at besøge sin søster Johanne, som velsagtens kan siges at fremstå som heltinde i serien. Hér er Guillou ellers aldeles politisk korrekt, idet han helt i tidens ånd lader kvinderne fremstå som de sande helte. Således er det oplagt Erics bonusdatter, der i sin litterære ph.d. ”genopdager” en svensk forfatter Emilie Flygare-Carlén fra 1800-tallet. En forfatter som Eric naturligvis må fordybe sig i. Feminister og tabloidpresse får derimod nogle ordentlige skud for boven. Vi fornemmer hér, at Guillou har en vis erfaring som journalist, han skal have luftet. På vanlig manér spidder han hyklere, kulørt presse, politisk højredrejning, Palmemordskonspirations”tænkere”, stavepladeterapeuter, incestanklagere … og finske ishockeytilskuere … så det er en ren fornøjelse.
Det er hér, tyngden ligger i dette sidste bind. Man fornemmer, at der ligger en omfattende research til grund for tilblivelsen, og Guillous fortid som journalist fornægter sig ikke. Sproget kører generelt ubesværet, og det er svært at lægge bogen fra sig igen. Som kuriosum optræder vendingen: ”Hvorom alting er” (som i øvrige bind) ganske hyppigt, og selvom det denne gang allerede sker 12 sider inde i teksten, forsøger jeg at overbevise mig selv om, at jeg blot skal opfatte udtrykket som en særlig Guillouspecialitet. Jeg prøver stadig…
Emnerne, der tages op er talrige og tidsperioden (1990’erne) er ikke længere tilbage, end at den fremstår nogenlunde klart i min erindring. At jeg så endvidere en kort periode har boet i Stockholm, hvor det meste af handlingen foregår, gør kun oplevelsen mere intens. Guillou er god til at give ”plads” til både episoder og personer, så de forekommer interessante – og i nogen grad autentiske. Eric er efterhånden blevet lidt af et familiemenneske, - og da det i sig selv kan gå hen at blive for kedeligt som hovedperson, efter at sønnerne har forladt reden, følger vi med i hustruens karriere som socialdemokratisk medlem af regeringen . Hun er selvfølgelig rigtig dygtig! Vi følger Erics biologiske og hans bonussøns’s karrierer som professionelle ishockeyspillere i Sverige, i USA og på landsholdet. Hvor de selvfølgelig også er rigtig dygtige! Som man vil vide fra tidligere bind i serien, er man (med få undtagelser) rigtig dygtig, hvis man er del af Lauritzen-klanen. Det er sjældent på middelmådighedens midterspor, de befinder sig. Om det er fagligt, sportsligt, intellektuelt …, så vinder man medaljer. Det er som læser noget af en tryghed at have vished for, og det grunder sig muligvis på det forhold, at Lauritzen-klanen hidrører fra fordums forening af stovt fiskerkultur med tysk adel. Jernkors eller MC (Military Cross) … elitært under alle omstændigheder. At Eric så ydermere har fransk blod i årerne, går ikke upåagtet hen. Som udpræget vin- og gastronomi connaisseur delagtiggør han os uden smålighed i de herligheder, vi som læsere må gå glip af. Jeg fornemmer, at hans usagte motto kunne være:
”For … selvom man er en venstreorienteret ud fra sin overbevisning, behøver man jo ikke at leve som en kulturelt afstumpet… proletar. Vel?”
”Enden på Historien” kommer fint i mål. Vi efterlades på Potsdamer Platz i Berlin 10. sept 2001. Det er på værdig vis, at Guillou sammenfatter hele romanserien på de ti bind. Specielt de første bøger (årtier) i krøniken syntes jeg var gode (de 5 første), mens der har været længere mellem snapsene i de senere. Lige indtil dette sidste bind, som jeg kun kan anbefale. Har Guillou mon en fortsættelse under opsejling? Så vidt jeg husker, var ”Tempelridderserien” i sin tid på 3 bind, der siden blev til 4. Kunne det samme ske med ”Det store Århundrede”? Vi får se.
Indtil videre vil jeg fortsætte med Timothy Snyders ”Om Tyranni”. Weekendavisens forsideartikel sidste fredag gav mig pga. Trumps afgang inspiration hertil, og trods coronanedlukning kunne jeg låne den uden ventetid blandt bibliotekets e-bøger!
Bedste hilsener – og god læselyst fra Torben.
Torben Jensen er tidl. Lektor på Handelsgymnasiet og formand for Kunstforeningen Vordingborg.
Læs sidste uges anmeldelse af Marianne Christensen