""
Foto: Ib Helles Olsen/Forfatterweb

Forfatterstafetten: Geeti Amiri

22.08.22
Når kærlighed bliver til kontrol

Debattøren Geeti Amiri springer ud som skønlitterær forfatter med romanen “Mosaik”. Hovedpersonen er den nyuddannede skolelærer Dunya med afghansk baggrund. Bogen skildrer hendes stormende forelskelse i og ægteskab med Musayeb. Men lykken varer kort, for Musayebs kærlighed forvandler sig hurtigt til en altdominerende kontrol. 

Se hele interviewet med Forfatterwebs litteraturformidler Sarah Corner-Walker Hvidberg her:

Geeti Amiri er født i Kabul i Afghanistan i 1989, men allerede som 1-årig flygtede hun med sin mor og sine søskende først til Indien og siden til Danmark. Geeti Amiris far flygtede direkte til Danmark, og der gik tre år, før familien blev genforenet på Amager. Da Geeti var 14 år, døde hendes far af sygdommen ALS, og hendes ældre bror blev familiens nye overhoved.

Indtil da havde Geetis hjem været præget af rummelighed og frihed, men med den kriminelle, hashrygende storebror ved familieroret startede tre år med psykisk og fysisk vold for Geeti. Hun blev straffet, hvis hun tænkte selvstændigt. Som kvinde var hendes rolle at adlyde. Det var i hvert fald storebrorens og Geetis mors families kvindesyn.

Kort efter sin 17-års fødselsdag blev hun tvangsfjernet fra hjemmet og anbragt på krisecenter, og de efterfølgende seks år havde hun ingen kontakt med sin familie. Da hun blev 18 år, fik hun tildelt en lejlighed på Nørrebro af kommunen og skulle nu klare sig selv. Det forsøgte hun, så godt hun kunne, men efter fem år var hendes økonomiske problemer så store, at hun ikke så anden udvej end at tage kontakt til sin mor. Hun flyttede tilbage til sit barndomshjem og fik styr på økonomien. Samtidig bearbejdede hun vreden og sorgen over sin mors og familiens svigt, og langsomt begyndte en tilgivelsesproces. Hun mødte også en dansk-afghansk mand, som hun skulle forloves med, men på forlovelsesdagen aflyste hans familie, fordi de mente, at Geeti ikke levede op til afghanske normer for, hvad en ordentlig kvinde er.

I 2016 udgav Geeti bogen ”Glansbilleder”, hvor hun fortæller sin historie. På det tidspunkt var hun en aktiv samfundsdebattør med fokus på kvindekampen i muslimske miljøer i Danmark, og hun var radiovært på ”Geetisk Råd” på P1 samt blogger på først Berlingske og siden Ekstra Bladet.

I 2018 trak hun sig fra samfundsdebatten og mediescenen for at uddanne sig til folkeskolelærer og for at få ro til at finde sig selv. I dag er hendes stemme tilbage i samfundsdebatten, og i 2022 udkom hendes anden roman, ”Mosaik”.

Materialer