Ugens Anmelder

14.06.23
Ugens anmelder er Stine Grabas

”De bjergtagne” af Anders De la Motte

Nervepirrende krimi. Har man ikke angst for forladte steder, så kan man få det.

Et ungt kærestepar forsvinder sporløst. Det eneste spor politiet har at gå efter, er kvindens sidste opslag på Instagram. Kriminalefterforsker Leonora Asker er godt i gang med efterforskningen, da hun bliver erklæret inhabil. I stedet bliver hun ifølge sin chef forfremmet til at lede afdelingen for glemte sager og fortabte sjæle.

Ja, glemte sager og fortabte sjæle. Den glemte afdeling i stueplan, hvor henlagte og kedelige sager ender hos medarbejdere, der er lige så sære som sagerne. Asker kommer dog hurtigt på sporet af en spændende sag, som den tidligere chef arbejdede på, inden han blev ramt af en blodprop.

Den lokale modeltogbaneklub har henvendt sig flere gange, da der bliver sat mærkelige små figurer på deres modelbane. Da Asker kigger efter, ligner den ene af figurerne til forveksling den forsvundne kvinde. I efterforskningen dukker der flere figurer op og Asker forbinder dem til andre forsvindingsager. Fælles for dem alle er interessen for Urban Exploration; forladte og skjulte steder. Asker tager sagen i egen hånd, også selv om hun har indset, at en særlig galning må stå bag.

En nervepirrende krimi, hvor man ikke skal have angst for forladte steder. Afdelingen for glemte sager og fortabte sjæle og dens sære medarbejdere, minder mig på visse punkter om Jussi Adler-Olsens ”Afdeling Q”. 

Absolut en læseværdig krimi, som er svær at lægge fra sig, når man først er startet. ”De bjergtagne” er første bind i en ny serie og jeg ser frem til, når næste bind udkommer.

Stine er bibliotekar på Vordingborg Bibliotekerne.

Du kan bestille bogen her: De Bjergtagne

Du kan også blive ugens anmelder: skriv til biblioteket@vordingborg.dk, hvis du vil høre mere.

Gik du glip af sidste uges anmeldelse, kan du læse den HER