""
'Pigen fra det store hvide skib' skrevet af Jesper Bugge Kold og Mich Vraa

Ugens anmelder er Birgitte Mølgård Hansen

26.05.21
Hvid som en jomfru og tapper som en ørn - det danske hospitalsskib Jutlandia er omdrejningspunktet i den seneste roman af Jesper Bugge Kold og Mich Vraa.

Er du historisk interesseret og kan du godt lide, når forfattere blander aktuelle begivenheder med fiktion, er ’Pigen fra det store hvide skib’ lige noget for dig.

Jeg læste med stor interesse, romanen, der omhandler det danske hospitalsskib Jutlandia, der stævnede ud fra København den 23. januar 1951. Herfra sejlede det til Korea for at hjælpe de sårede i koreakrigen.

I bogen følger vi den danske sygeplejerske Molly Dahl, der klarede optagelseskriteriet og var en af de 42 sygeplejersker, der var med ombord på skibet. Molly har erfaring som operationssygeplejerske på Odense hospital, hvor hun har været med til at behandle skudofre under 2. verdenskrig. Dog har hun også nogle ubehagelige oplevelser med i bagagen, som hun prøver at komme til livs.

Sideløbende med Mollys historie følger vi den 11-årige nordkoreanske pige Yun, der ser sin landsby blive bombet og flygter sydpå for at finde sin kusine. Vejen er farlig og lang og hvad vil hun finde, når hun endelige kommer frem?

Personligt synes jeg, det er en velskrevet bog, hvor historie og fiktion går op i et. De to forfattere har på en fin måde formået at fortælle om Jutlandia, dets personale og dens mission ved at flette fiktive karakterer og historier sammen med det faktuelle. Et emne og en bog, der stadig vækker folks interesse, hvilket vi kan se, på de mange reserveringer.

Som bonusinfo kan jeg fortælle, at vi får besøg af de to forfattere Jesper Bugge Kold samt Mich Vraa i Kulturarkaden mandag den 13. september, hvor de netop vil fortælle om deres arbejde med bogen og deres store researcharbejde. Billetter kan købes allerede nu på vbdetsker.dk eller på biblioteket.

Birgitte er bibliotekar på Vordingborg Bibliotekerne.

Materialer