Ugens Anmelder er Birgitte Mølgård Hansen

22.11.23
"Brænd alle mine breve" af Alex Schulman

Brænd alle mine breve er ikke mindre end en ulykkelig hjerteskærende kærlighedshistorie om forfatterens bedsteforældre, Karin og Sven Stolpe.

 
Alex Schulman kæmper som voksen med en vrede, han ikke kan slippe af med. Hans kone stiller ham et ultimatum; enten får du styr på dig selv eller også er vores ægteskab slut.

Selv hans børn er bange for ham, hvilket han en dag ser i deres blikke. En følelse, han har svært ved at være i, for børn skal da ikke være bange for deres egen far. 

Konen og børnene tager væk og Alex begynder at forske i, hvor hans vrede stammer fra. Et besøg hos en psykolog gør det tydeligt, at der er usunde familierelationer på morens side af familien. Noget Alex kan nikke genkendende til, når han tænker tilbage til sin barndom. Hans fokus bliver på sin mormor og morfar og særligt et ophold på Sigtunastiftelsen i sommeren 1932 bliver kimen til den indestængte vrede.

Det har aldrig været et nemt forhold hans bedsteforældre har haft. Morfaren var meget patriarkalsk og meget dominerende, hvor mormor Karin gjorde alt for at føje og please ham. Under opholdet møder de forfatteren Olof Lagercrantz og han og Karin bliver hurtigt tiltrukket af hinanden. Her begynder det skæbnesvangre trekantsdrama.

Forfatterens skrivestil er eminent. Ved at springe imellem 3 tidsperioder – 1932 – 1988 – nutiden - formår han at opbygge spændingen, og man higer efter at finde ud af, hvordan alle brikkerne falder på plads.  

I bogen møder man den voksne Alex i nutiden, men vi møder også forfatteren som barn i 1988, hvor han er på ferie hos bedsteforældrene og oplever noget, han først forstår som voksen. 

Alex Schulman skriver til sidst i bogen, at handlingen tager udgangspunkt i virkelige begivenheder og personer, men er bearbejdet og derfor en roman. Men, som læser kan man ikke lade være med at forestille sig, at de forskellige episoder og hændelser i bogen er foregået som beskrevet. 

Kan man ikke få nok, når man har læst bogen, kan jeg varmt anbefale at se filmen, som udkom i foråret i år og som hedder det samme som bogen. Dygtige unge skuespillere formår på eminent vis at bevare den spænding, som man også får ved at læse bogen.  

Forfatteren har udgivet flere bøger omhandlende sin opvækst og familieliv så som "Glem mig"  og "Overleverne".

Birgitte Mølgård Hansen er Bibliotekar og træffes oftest på Vordingborg Bibliotek.

 

Har du lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk 

Fik du ikke læst anmeldelsen fra sidste uge, kan du finde den  HER

Materialer