""
""

Ugens Anmelder er Birgitte Mølgård Hansen

21.02.24
Anmeldelse: Filmen Beautiful Boy af David Sheff Instruktør: Felix Van Groeningen

I julen 2019 ville min familie og jeg se en film via filmstriben, for nu skulle vi rigtig hygge os.

Vi faldt over "Beautiful Boy" instrueret af Felix Van Groeningen og med Steve Carell og det unge skuespillertalent Timothée Chalamet i hovedrollerne.

Jeg havde hørt det skulle være en fantastisk film, hvilket det absolut også er, men hold da op, hvor er det også en hjerteskærende og dybt rørende film.

Nu har jeg 3 døtre i 20’erne og jeg har ikke tal på, hvor mange kleenex der blev brug for under filmen. Samtidig, var der helt stille i stuen, da rulleteksterne kom.

Filmen er baseret på virkelige begivenheder og fortæller historien om en far (David Sheff), spillet af Steve Carell, og hans søn (Nic Sheff), spillet af Timothée Chalamet, som kæmper med metamfetaminmisbrug. Et misbrug som Nic begynder på i en meget ung alder.

Van Groeningen formår at fange den desperate kamp, som de begge oplever, mens de prøver at navigere gennem en labyrint af smerte, skyldfølelse og håb. Filmen er skiftevis hjerteskærende og håbefuld og som seer bliver man en del af deres følelsesmæssige rejse.

For hvor langt vil man som forælder gå for at hjælpe sit barn med et stofmisbrug og hvornår stopper man med at give dem penge og nærmest slå hånden af dem? Og kan man leve med sig selv, når man gør det?

Steve Carell og Timothée Chalamet leverer stærke skuespilpræstationer, der virkelig bringer historien til live. Carell, som mange opfatter som komiker, viser en sårbarhed og frustration, som er foruroligende ægte, mens Chalamet formår at portrættere sønnens kamp på en måde, der er både smerteligt ærlig og dybt rørende. På trods af begges kamp er man igennem filmen ikke i tvivl om den dybe kærlighed, der er mellem far og søn.

Nic Sheff er i dag forfatter ligesom sin far. De var tilknyttet filmen som konsulenter, da den blev indspillet og har begge udgivet bøger om Nics stofmisbrug. 

Filmen er baseret på bogen ‘Beautiful boy: a father’s journey through his son’s addiction af David Sheff.

Bogen er tilgængelig på eReolen Global på engelsk, både som e-bog og lydbog.

Filmen kan lånes på biblioteket eller streames via filmstriben. 

Om vi hyggede os med filmen i julen 2019, ved jeg ikke, om vi kan kalde det. Men jeg tror ikke vi nogensinde vil glemme den, da det både var en fantastisk skuespilpræstation samt en dybt rørende historie. En film vi altid anbefaler andre at se.  

Birgitte er bibliotekar. Hun træffes oftest på Vordingborg og Møn Bibliotek

Gik du glip af sidste uges anmeldelse, så kan du finde den HER

Har du lyst til at anmelde, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk

Materialer