""
Humlen ved det hele af Dave Goulson

Ugens anmelder er Birgitte Mølgård Hansen

27.04.22
Humlen ved det hele – mit eventyrlige liv med bier

Humlen ved det hele af Dave Goulson fik jeg kun øjnene op for, da min veninde – der oprindelig er uddannet biolog – fortalte om, hvordan hun var blevet fascineret af humlebier, ved at læse denne bog. Så på trods af, at jeg som regel ikke kaster mig over faglitteratur – gav jeg den en chance. Og sikken en fantastisk verden, der åbnede sig.

Med varme og smittende fortællinger udfolder biologiprofessor Dave Goulson hans fascination for humlebier. Fra hans betagelse af humlebierne som barn til banebrydende eksperimenter som voksen forsker, formår Goulson af fange læserens interesse med hans poetiske og humoristiske måde at fortælle på.  

Vi hører historier fra hans barndom i England, op igennem hans studietid og videre som forsker – hele tiden med humlebien som fokus. Goulson formår at gøre selv kedelige emner som forplantning, redebygning m.m. om humlebien interessant. Han har en eminent evne til at formidle, der gør, at ens hjerne ikke vandrer andre steder hen, når man læser- eller ikke mindst lytter til bogen. Mange af kapitlerne indledes med små digte om bier af andre forfattere, der er med til at forstærke bogens dybde.   

En selvbiografisk bog om humlebien – der både er underholdende og poetisk, og som på det varmeste kan anbefale.

Ønsker man at læse mere fra Dave Goulsons hånd, hedder opfølgeren Summen over engen: paradisiske dage i min franske ruin, men Den kriblende have: sådan dyrker du din have og redder kloden er bestemt også værd at læse. 

Birgitte Mølgård Hansen er bibliotekar på Vordingborg Bibliotekerne.   

Gik du glip af anmeldelsen af Moby Dick i ny forklædning i sidste uge, kan du læse den her.

Materialer