Ugens anmelder er Jette Mehlsen

28.12.23
Min grandkusine Helle Bertram og hendes mand David Arnholm har netop vundet en Newsky Award i Kasakhstan for biografien ”Never give up – historien om Hassan Torabi”.

Bogen er smukt illustreret af kunstfotografen Helene Hennings.

Det er både et portræt af Hassan og et portræt af en række af de mennesker, som Hassan har hjulpet gennem svære perioder i deres liv.

Hvem er Hassan?
•    Født i Teheran i Iran. 
•    Flygtede fra krigen i Iran og kom til Danmark i 1983. 
•    Uddannet zoneterapeut og akupunktør i USA.
•    Åbnede i 1987 ”Massage Terapi & Akupunktur Klinikken” i Nykøbing Falster.
•    Har i en årrække været behandler for det svenske OL-hold.
•    Tidligere bryder og har vundet et hav af danske mesterskaber og deltaget i VM for Danmark.
•    Deltog i den første sæson af Robinson Ekspeditionen i 1998, hvor han blev kendt som den varme og hjælpsomme mand.
•    Ham fra DR-udsendelsen ”Hassans hænder” fra 2018. Over et halvt år fulgte produktionsselskabet en række af Hassans patienter og arbejdet i klinikken.

Hvad er det Hassan kan?

Allerede som barn kunne han føle, mærke og se ting, som andre ikke kunne. Han vidste, når nogen havde det dårligt og når nogen var på vej til at dø. 

Som voksen møder Hassan en indisk guru, som fortæller ham, at han har ”gode hænder”, og at han har medfødte evner, som han skal bruge.
Patienter med dødelige sygdomme fortæller, at Hassan kan noget særligt, som lægerne ikke kan.

Hassan selv siger, at han ser det som sin opgave at styrke patienternes immunforsvar, så deres krop kan tage imod lægernes behandling.

Hassan har en særlig evne til at give patienterne håb og troen på at lykkes.

Er det her Hokuspokus?

Det ved jeg ikke. Men når man læser patienternes beretninger om, hvordan de har fået troen på livet tilbage, så bliver man rørt.

Hovedparten af de medvirkende i bogen erkender, at hvis de tidligere havde hørt om Hassans behandlinger og magiske hænder, så havde de ikke troet på det! Patienterne beskriver hvordan Hassan er blevet en ven for livet. Hvordan han ikke kun tager sig af patienten men også af hele familien. Han kan intuitivt mærke andre mennesker.

Hassan har mødt meget modstand, mistro og diskrimination i sit liv. På trods af det insisterer han på at hjælpe andre - det er hans kald.

Det er en smuk bog med nogle meget ærlige og gribende interviews med en række mennesker, som har fået livet tilbage efter sygdom og modgang.

 

Jette er bibliotekar på Vordingborg Bibliotekerne, og har derudover dén store opgave, at have styr på vores it-system, som gør at I kan finde og bestille materialer hos os.

Fik du ikke læst Evas anmeldelse i sidste uge, så kan du læse den HER

Og har du selv lyst til at anmelde en bog, film, et album eller et maleri, så send en mail til bibliotekerne@vordingborg.dk

Materialer