""

Ugens anmelder er Jette Mehlsen

15.12.21
Alt det jeg aldrig fortalte dig af Celeste Ng

Romanen foregår i 1977 i USA, og handler om familien Lee.
Faren James er søn af kinesiske indvandrer. Han er professor i amerikansk historie, men til sin store frustration er han aldrig blevet accepteret som amerikaner.
Hans kone Marilyn er hvid. Hun havde som ung store ambitioner om at blive læge, men endte som hjemmegående hustru, som hendes mor havde forudsagt. ”Hvis du vil glæde en mand, så bag en kage” var hendes mors motto.

Både James og Marilyn drømmer om at trodse de vilkår, som de begge er født under. De har kæmpestore og urimelige ambitioner på deres 3 børns vegne. Alle deres egne kuldsejlede drømme giver de videre til især deres ældste datter Lydia. Hun lever under et kæmpe pres, og da hun en dag drukner i den lokale sø, er spørgsmålet, om der er tale om mord elle selvmord.

Det her er en thriller, men i stedet for at fokusere på politiets efterforskning skildrer forfatteren et knugende portræt af et forældrepar, der trods gode viljer og kærlighed tynges af arven og arrene fra deres egen opvækst. Det er et gribende billede af børnenes kamp for at få forældrenes opmærksomhed og deres håbløse forsøg på at realisere forældrenes drømme om at blive succesfulde amerikanere.

Det er en meget rørende bog med meget stærke personskildringer. Den handler ikke kun om alt det, som Lydia ikke fortalte sine forældre. Den handler også om alt det, de ikke fortalte hinanden: alle de indpakkede følelser og den sårede stolthed.

Dette er forfatterens debutroman fra 2014. I 2018 udkom forfatterens roman ”Små påsatte brande” på dansk. Den er også filmatiseret.

Jette Mehlsen er bibliotekar på Vordingborg Bibliotekerne og derudover teamleder i Team IT.

Gik du glip af sidste uges anmeldelse af  'Store Kongensgade 23', kan du læse den her.

Materialer