""

Ugens anmelder er Jette Mehlsen

18.04.23
”Selv hvis alt forsvinder” af Jens Liljestrand

Jette anmelder en klimaroman - en roman om det trygge velfærdssamfunds sammenbrud.

Romanen foregår i Sverige. Vi er i tiden lige efter Coronapandemien. Sverige er ramt af heftig hedebølge og tørke. Store dele af Nordsverige står i flammer. Fastboende og feriegæster er på flugt. Infrastrukturen er brudt sammen. Kaos, optøjer, plyndringer og desperate handlinger hersker.

Bogens hovedpersoner befinder sig midt i klimakrisens værste mareridt og oplever, at det ikke kun er planeten, men også dem som mennesker der er i opløsning.

Handlingen foregår over en uge og er bygget op omkring fire jeg-fortællere:

  1. Den klimabevidste PR-mand Didrik, der sammen med sin kone og 3 børn er på ferie i Nordsverige. De kæmper sig ned gennem Sverige for at komme hjem til Stockholm.
  2. Influenceren Melissa, der er klimafornægter, og i øvrigt er Didriks tidligere elskerinde.
  3. 19-årige Andre, der er forsømt søn af en falleret og selvoptaget tennisstjerne. Andre springer ud som radikal klimaaktivist.
  4. Didriks teenagedatter Vilja, som faktisk er den eneste af de 4 jeg-fortællere, der træder i karakter og forsøger at hjælpe andre.

Forfatteren italesætter klimakrisen som en slags omsorgskrise. Fordi mennesker har mistet evnen og viljen til at drage omsorg for både naturen og andre mennesker. Mennesker bliver kyniske og fokuserer på at bevare egne privilegier.

Lyder det højpandet og kedeligt? Det er det absolut ikke!

Det er en helt vildt spændende og medrivende roman om klimakatastrofens indvirken på mennesket. Hvordan reagerer vi i denne nødsituation?

Bogen er velskrevet, skræmmende og gribende. Historien er sindssygt godt skruet sammen. Hvis I kun skal læse én bog i år, så skal I læse denne!

Forfatteren er født i 1974. Han har været skribent og anmelder på en række svenske aviser. Dette er den første bog, der er oversat til dansk.

Jette er Bibliotekar og kan oftest træffes på Vordingborg Bibliotek. Her har hun også styr på vores bibliotekssystemer

Gik du glip af sidste uges anmeldelse, kan du læse den her. 

Materialer