""

Ugens anmelder er Jonas Petersen

02.08.23
Institutionaliseret af Haidar Ansari

Haidar Ansaris træder for første gang ind på den litterære scene i 2022, hvor han i en autobiografisk digtsamling skriver om en tilværelse splittet mellem kulturer på kanten af det danske samfund.

Digtsamlingen består af tre dele; ”Kvarteret”, ”Institutioner” og ”Fængsler” og følger jeget fra børnehavetiden og den dag, jegets far kommer i fængsel, og slutter, da jeget selv sidder inde og afsoner en dom for forsøg på manddrab.

Det er ikke florlet poesi der præger værket, for Ansari skærer ind til benet og giver råt for usødet læseren et indblik i et miljø, der er præget af voldsparathed, stoffer og kriminalitet. Når Ansari skriver hårdest, skriver han bedst, og det kan mærkes i kroppen hos læseren. Det, der også træder frem, er præcise og overbevisende skildringer af miljøer, som vi sjældent ser beskrevet i litteraturen og da slet ikke beskrevet af en person, som selv er den del af miljøet. Normalvis tales der mere om disse personer end de selv får lov at tale.

Ansari skriver om faderen som symbol på den komplekse position mellem kulturer, om folkeskolen som kampplads mellem normer og værdier, om sikrede institutioner som ferier, om sex som noget man både kræver og skammer sig over, om religion som værende både trygt og begrænsende, om hård vold som et sprog der tales flydende. Undervejs i værket anes der sprækker af håb og løbende fremskrives et ønske om at gribe ud efter noget andet og et behov for at høre til i andre meningsfulde fællesskaber. Ansari formår ganske fint at fremskrive kompleksiteten ved at eksistere i to kulturer, hvis forhold på én og samme tid er sammenspundet og optrevlet.

Haidar Ansari er født og opvokset på Amager og hans familie stammer fra Iran og Irak. Som 17-årig havde han siddet inde i fem ud af otte af Danmarks sikrede døgninstitutioner. Primært for personfarlig kriminalitet. Som 18-årig blev han tiltalt for drabsforsøg og idømt fem års fængsel, og under denne afsoning fandt Ansari litteraturen som en måde at udtrykke sig. Ved at træde et refleksivt skridt tilbage, formår han at bruge sig selv som omdrejningspunkt i en digtsamling, der er en malstrøm af hårde ord og handlinger, eksistentielle valg og en gryende længsel om et meningsfuldt liv.

På Vordingborg Bibliotekerne finder du andre unge digtere med anden etnisk baggrund end dansk, som eks.
Yahya Hassan, Naiha Khiljee, Lone Aburas, Eva Tind, Maja Lee Langvad og Shadi Angelina Bazeghi.

Jonas er teamleder på Vordingborg Bibliotekerne og du møder ham oftest på Præstø- og Vordingborg Bibliotek. 

Gik du glip af sidste uges anmeldelse, kan du læse den her
 

Materialer