""
Line anmelder 'five feet apart'

Ugens anmelder er Line Veldorm

07.04.21
Line har valgt at læse Rachael Lippincott – 'Five feet apart' efter at have set filmen

Grunden til at jeg har valgt netop dén bog, er nok fordi jeg så filmen for ikke så lang tid siden. Og tænkte, at jeg måtte læse bogen for ind i mellem bedre at kunne forstå, hvorfor der blev gjort sådan i filmen.

Både film og bog var meget hypede på et tidspunkt for nogle år siden. Og så hjælper det jo heller ikke, at jeg har 2 piger, der ser sådanne film, jeg er nok blevet lidt præget. 

Bogens sprog er utroligt let og flydende skrevet, og jeg blev fuldstændig revet med. Bogen handler om Stella som har Cystisk Fibrose (CF). Hun er altid i kontrol og det vigtigste hun skal have kontrol over, er at hun ikke kommer for tæt på nogen. For den mindste risiko for at blive smittet med en infektion, kan ødelægge hendes mulighed for at få en lungetransplantation. Derfor skal hun holde sig på 2 meters afstand til alle.

Man følger samtidig hvordan hendes behandling er, og hvordan det er at være indlagt på et sygehus, hvor hun har været indlagt on/off, siden hun var 6 år. Vi følger også en anden indlagt, nemlig Will, som lider af den samme sygdom, men som også er smittet med en anden form for sygdom, nemlig Cepacia som er en bakterie, der ødelægger lungerne endnu mere, og som er resistent overfor penicillin.

I bund og grund handler bogen om ung svær kærlighed, og dét at de grundet sygdom, ALTID skal holde 2 meters afstand, som i deres tilfælde ikke føles som sikkerhed, men som en straf.

Jeg vil sige, at man ikke kan andet end lade sig rive med og blive suget ind i bogens handling. Der er, trods det alvorlige emne, plads til både grin og gråd. Den er værd at læse, hvis man vil lade sig rive med i en ungdomsroman. Men et godt råd er, at se filmen først, inden du læser bogen.

Line Veldorm er Biblioteksassistent på Vordingborg Bibliotekerne og flittig læser og samler af bøger, med en forkærlighed for fantasy og YA.

Læs sidste uges anmeldelse, hvor bibliotekar Carina Pabst anmeldte Nevermoor-serien

Materialer