""

Ugens anmelder er Merete Stockfleth

29.03.23
Striden om Natkrystallerne – en serie skrevet af Bent Jacobsen

Den eventyrlige fortælling om en flok drillesyge hegnstrolde som huserer i den lille engelske by Compton Bassett.

Vi er i 1853 – og alt starter, da en fremmed kom til byen. Manden medbragte nogle piletræsfrø, som byens grådige herremand forlangte at beholde som et minde. Den fremmede gav ham frøene samt et løfte om, at kom han tilbage til byen, ville han give herremanden det mest usædvanlige han fandt på sin rejse. Efter et godt stykke tid kom manden da også tilbage, og han medbragte noget til herremandens nye enorme høje pilehegn: Hegnstroldene!

Årene går og byens beboere har efterhånden fået nok af hegnstroldenes årelange drillerier og chikane. De har derfor besluttet sig for at sende byens kroejer Goodwin af sted, for at finde den mystiske fremmede Castanac, i håbet om, at han kan hjælpe dem af med troldene. Det bliver starten på en lang og eventyrlig rejse.

Goodwin slår sig sammen med sømanden Bomstaff, hans snakkesalige papegøje, en sovende blodhund og en lille, fransk dreng ved navn Henri, som forældreløs har boet i Marseilles gader hele sit liv. Sammen tager de til Konstantinopel for at finde Castanac. Troldene viser sig at være en del af et magisk netværk, der oprindeligt holdt det onde fra Bloksbjerg i skak.

Man kan drage visse paralleller i handlingen fra 'Striden om natkrystallerne' til 'Ringenes herre', da det er noget af det samme, der kæmpes om, nemlig en genstand der i de forkerte hænder kan give ubegrænset magt til mørkets kræfter.

En utrolig spændende historie i en klasse for sig selv, i det skønneste sprog – en eventyrlig bog for børn og voksne sjæle.

Merete er bibliotekar på Vordingborg Bibliotekerne og du møder hende ofte på enten Lundby eller Vordingborg Bibliotek. 

Gik du glip af sidste uges anmeldelse, kan du læse den her

Materialer