Ugens Anmelder er Mette Storm

12.07.23
Anmeldelse af ”Personlighed & Magt: de mennesker som byggede og ødelagde det moderne Europa” af Ian Kershaw. Hvis du er til spændende historisk faglitteratur, så er denne gennemgang af et bredt udvalg af politiske ledere et oplagt valg.

Bogen kigger på 12 forskellige historiske regeringsledere, der i et eller andet omfang kan beskrives som store eller i hvert fald, kan siges at have ændret historiens gang.

Der er et udvalg af kendte diktatorer, som Hitler, Stalin og Mussolini, men også demokratisk valgte statsledere, som Churchill, Kohl og Thatcher – alle politikere/statsledere de fleste kender til.
Men bogen kigger også på mere ”ukendte” statsledere, som fx Franco, Tito og Adenauer, som jeg selv kun kender lidt overfladisk. 

Forfatteren sætter sig for at undersøge, om det er den enkelte statsleders personlighed, der fører til magten og dermed muligheden for at ændre historiens gang. Eller om der er andre årsager til det – som fx en verdensomspændende krise, som man bl.a. så det i forbindelse med Hitlers vej til magten. 

Uanset om man finder bogens overordnede mission interessant, så lader det sig ikke skjule, at forfatteren er en mand, der har styr på historien og han formidler det med en evne, så de fleste kan være med. 
Og det er virkelig spændende læsning, hvis man er historisk interesseret. 

Vi får omstændighederne om den enkeltes vej til magten, deres lands historie i samtiden. Og personens biografi. 

Det er en fornøjelse at læse faglitteratur bedrevet af formidable formidlere, og Ian Kershaw hører til de bedste, efter min mening.  

Andre faglitterære titler, jeg kan anbefale at kaste sig over kunne være ”Sovjetunionens Fald” af den britiske journalist og forfatter Michael Dobbs. I bogen beskrives de begivenheder, der førte til det endelige fald af det knap 70 årige kommunistiske styre i øst. 

Ligeledes kan nævnes vores tidligere udenrigsminister Per Stig Møllers bog ”Afgørende øjeblikke”, der dygtigt behandler samme tema som nærværende titel – med fokus på flere af de samme statsledere.  

”Personlighed & Magt” kommer med et fyldigt note- og personregister.
Læs den, hvis du har lyst til at blive lidt klogere på Europas historie i det 20. århundrede. 

Mette er Bibliotekar og har sin daglige gang på Vordingborg Bibliotek og på Vordingborg Gymnasium & HF

Du kan også blive ugens anmelder: skriv til biblioteket@vordingborg.dk, hvis du vil høre mere.

Gik du glip af sidste uges anmeldelse, kan du læse den HER

 

 

Materialer