""

Ugens anmelder er Nina Vestergaard

19.07.23
Jesper Bugge Kold & Mich Vraa: 3 dage i april.

De 2 forfattere har begået en letlæst, fængslende, intens og bevægende roman om 2. verdenskrigs sidste uger. Lad mig sige det med det samme – det er nok ikke verdens bedst sproglige roman – men intensiteten flyder fra hver side. Ja, det er en pageturner, men du er som læser nødt til at lægge den fra dig og fordøje indtrykkene undervejs. Forfatterne formår at tegne uforlignelige billeder på nethinden undervejs.

”3 dage i april” er fortællingen om hverdagslivet i Danmark lige før krigen; den brutale sandhed om livet i Danmark før velfærdssamfundet blev indført; om Tysklands besættelse af Danmark; om deltagelse i modstandsbevægelsen; om indsatsen omkring De Hvide Bussers kørsel fra Tysklands koncentrationslejre; om PTSD; om kvinders kamp for uddannelse og frie valg. Det er også romanen om krigens uhyrligheder, om menneskelig grusomhed og om de valg, som vi træffer på godt og ondt. Tænker du Matador? Ja, vi kredser om de samme temaer.

Du kan som læser ikke undgå at blive trukket med ind i handlingen. Bugge Kold og Vraa har valgt at lade romanen have 2 spor. Begge med Dagmar som romanens omdrejningspunkt. Dagmars valg er alle baseret på sine oplevelser som barn og ung samt moderens historie.

Ønsket om et bedre liv med mening får hende til at vælge sygeplejen som fag. Hun når dog ikke at fuldføre uddannelsen, før hun møder Poul og bliver gift. Poul er redaktør på Dagbladet i Vamdrup og bliver under krigen skribent på det illegale blad Budstikken. Poul arresteres og sendes til koncentrationslejren Neuengamme.

I spor 2 følger vi Dagmars tur gennem Tyskland ombord på Bus 747. Dagmar har i et forsøg på at få Poul med til Danmark søgt om at blive sygeplejerske ved busserne. Hvad hun ikke ved og forstår endnu, er den menneskelige grusomhed og fornedrelse hun sammen med bussens chauffør Ernst Lie, lægen og den anden sygeplejerske møder undervejs. Krigens vilkårlighed fortælles ubarmhjertigt, hvad enten det er bombningen af de tyske byer undervejs eller de allieredes flys overflyvninger over de hvide busser. Døden kommer alt for nær og grusomheden ved synet af Neuengamme’s beboere kommer for evigt til at præge Dagmar.

Der er ingen tvivl om, at Bugge Kold og Vraa har udført et stort researcharbejde for at få alle historiske detaljer korrekte; beskrivelsen af koncentrationslejrens uhyrligheder og hvordan PTSD kan præge et ægteskab er utroligt godt beskrevet.

Den hemmelige hovedperson i romanen er Ernst Lie. For hvem er denne karismatiske og ubekendte faktor, der undervejs væver et usynligt bånd til Dagmar? Det skal også nævnes, at romanen byder på religionstvivl samt mening med eksistens.

”3 dage i april” er en fascinerende kvinderoman skrevet af 2 mænd og kan varmt anbefales til både de kvindelige og mandlige læsere.

Nina er Bibliotekar og træffes mest på Præstø- og Vordingborg Bibliotek.

Gik du glip af sidste uges anmeldelse, kan du læse den her.

Materialer