Ugens Anmelder er Nina Vestergaard

29.11.23
Paolo Cognetti: De otte bjerge.

Mænds venskab er ofte blevet beskrevet i den moderne litteratur og på film – og Paolo Cognetti har skrevet en yderst velskrevet og sanselig roman om 2 drenges venskab over næsten 40 år. 

Bjergene danner rammen for fortællingen om drengen fra Napoli, Pietro og drengen fra Aostadalen, Bruno. Drengenes venskab er beskrevet åbenhjertet og smertefuldt gennem hele bogen.

Pietro er søn af akademikerparret, der ønsker den tætte kontakt til naturen, som de finder når bjergene bestiges – ja dvs. som Pietro’s far finder uimodståelige og som hans mor vælger fra grundet højdesyge. 

Brunos forældre er de hårdtarbejdende bjergboere, mureren og den tavse travle kvinde, der passer hjemmet.

Drengene udvikler et livslangt venskab, som bjergene danner baggrund for og som for altid binder deres liv sammen. 
Bjergene viser deres skønhed, ufremkommelighed og barske virkelighed.

Måske kan man sammenligne de 2 drenge/mænd som rullestenen mod grundfjeldet – for hvor Pietro er evigt på farten, har Bruno rod på bjerget. 

Pietro flytter fra Napoli til Torino for at uddanne sig til dokumentarfilmskaber og Bruno følger i sin fars fodspor og bliver murer, håndværker og landmand på sit bjerg. 

Dermed ikke sagt at drengene følges ad gennem alle årene.
Da de er 17 lægger Pietro bjerget bag sig og kommer først tilbage mindst 10 år senere ved faderens død.

Han har arvet et jordlod, testamenteret af sin far og Bruno hjælper Pietro med at bygge et hus, som de 2 mænd deler for eftertiden… eller så længe det varer.
Pietro/rullestenen tager et af sine løse forhold med på bjerget og Bruno/grundfjeldet forelsker sig ubehjælpeligt i Lena, som bliver Bruno’s kæreste og mor til hans datter. 

Bruno bliver lodsejer på sæteren og forsøger at skaffe sig en tilværelse som bonde med sin lille familie, alt imens Pietro fortsætter sin karriere som skaber af dokumentarfilm i Nepal og på Himalaya – heraf titlen.

Men det er ikke kun de otte bjerge i Himalaya, men også de 8 tinder i Alperne, som Pietro og Bruno bestiger. Bjergene symboliserer gennem bogen håb, iværksætteri, tæft, kærlighed, bristede forhåbninger, evighed, liv og død. Bogens budskab er at være tro mod dig selv og dine værdier og finde vej gennem livet. 

Bogens slutning skal ikke afsløres her.
 

Nina er bibliotekar og træffes oftest på Præstø og Vordingborg Bibliotek

Fik du ikke læst sidste uges anmeldelse, så finder du den HER

Har du lyst til at anmelde et værk, så skriv til: bibliotekerne@vordingborg.dk

Materialer