Ugens anmelder er Ole Petersen

Da jeg hørte om Lea Ypis bog ”Fri – at blive voksen ved historiens afslutning”, tænkte jeg, at den skulle jeg læse, blandt andet fordi jeg fik at vide, at den handlede om Albaniens nyere historie, som jeg ikke kendte alverden til. Altså af den grund interessant, men også på grund af titlen – hvad kunne en forfatter, der er vokset op under et diktatur, mon give os i den såkaldte frie verden af bud på og råd om frihed?

Efter nu at have læst bogen, er jeg bestemt heller ikke blevet skuffet, men dog ret så overrasket over, hvordan Lea Ypi slutter sin bog – men herom senere.

Bogen er inddelt i 2 hovedafsnit – ét før og ét efter omvæltningerne i landet i 1990.

Lea Ypi er som antydet født og opvokset i Albanien – født i 1979 under et totalitært styre ledet af Enver Hoxha.

Det albanske regime forblev tro mod Stalins ideer, selv efter Sovjetunionen havde forladt dem, og Kina var slået ind på en reformkurs.

Ypi lærte i skolen, i faget ”moralsk uddannelse”, at Albanien var den sidste rigtige socialistiske og anti-imperialistiske stat i verden, fordi landet ikke havde opgivet kampen og overgivet sig til imperialismen.

I bogen fremgår det tydeligt, at den unge Ypi fuldt og fast troede på, hvad hendes lærer fortalte i skolen, og noget så gerne ville leve op til det ideologisk rigtige og dermed få anerkendelse; men som den eftertænksom pige, hun er, mærkede hun på sine forældre, at dét med anerkendelse fra partiets og statens side, skulle hun nok ikke forvente. Heller ikke selv om hun deltog nok så aktivt i partiets ungdomsorganisation og havde slidt sig til at kunne få det røde pionertørklæde.

Familiens biografi stod i vejen! Den unge Ypi forstod imidlertid ikke, hvad der mentes med det. Ja, i hjemmet blev der talt meget i koder. Hun fornemmede tydeligt, at der var meget, hun ikke skulle vide for meget om, f.eks. at familiens efternavn var det samme som en tidligere højreradikal premierminister i Albanien – altså en statsfjende!

Først efter systemskiftet i december 1990, hvor det stalinistiske diktatur blev omstyrtet, fortalte hendes forældre hende, at de var dissidenter, og derfor havde været nødt til at holde deres virkelige holdninger og deres engagement skjult for deres egen datter for at beskytte både hende og dem selv for det hemmelige politi.

I bogens første afsnit fortælles bl.a. også om, at der en dag kom en ny dreng ind i Leas klasse. Han sagde, at de var i familie. Lea og hendes familie fik snart efter en invitation til at komme og besøge deres slægtninge. Det medførte et skænderi mellem hendes forældre, for Leas mor var bange for – og det viste sig at være rigtigt! – at denne gren af familien kun opsøgte Lea og hendes forældre af én eneste grund, nemlig for at udspionere dem – de var angivere for det hemmelige politi.

Angst/frygt dukkede frem alle vegne. Alligevel beskrives der også sjovere erindringsglimt fra barndommen. F.eks. kom hendes mor en dag stolt hjem med en tom dåse-Cola. Denne sjældenhed var så eventyrlig, at den blev andægtigt anbragt oven på fjernsynet!, hvilket Lea ikke kunne forstå, for dér burde der naturligvis stå et stort, flot billede af ”onkel”, altså alfaderen Enver Hoxha!

Så indtraf ”historiens afslutning” sig i december 1990! - og der fortælles i bogen om, hvordan en ny historie tog sin begyndelse!

Alle talte på det tidspunkt om og ønskede frihed og lykke; men i løbet af ganske kort tid brød hele landets struktur fra lovgivning, til distribution og produktion af fødevarer og alle andre livsfornødenheden, bl.a. vand og elektricitet, langsomt, men sikkert sammen. Den stærkestes magt blev ret! Narko, kvindehandel, prostitution så dagens lys.

Mange udenlandske hjælpeorganisationer, politiske partier og regeringer kom til Albanien med mange og vidt forskellige råd og vejledninger til, hvordan landet skulle komme igennem omvæltningen til en ny og bedre fremtid. Verdensbanken sendte f.eks. en repræsentant, som havde løsningen på landets krise: Strukturreform!

Man skulle gå over til markedsøkonomi, som ville medføre et frit marked – fysisk åbne landet ud mod verden: Globalisering! Hans hemmelige våben var en computer, som ingen i Albanien på det tidspunkt hverken havde hørt om og da slet ikke set!

Dette kaos endte i borgerkrig. Også Lea Ypis familie gik i opløsning. Hendes mor flygtede til Italien. Selv rejste hun også som 18-årig til Italien efter endt eksamen.

Ud over at belyse et emneområde, som nok ikke er kendt af særligt mange, så kan bogen ”Fri – at blive voksen ved historiens afslutning” også læses som et familiedrama, samtidig med at bogen er en noget sørgmodig skuen tilbage, hvilket jeg synes, at det sprog, som bogen er skrevet i, understreger.

I bogens sidste afsnit ”Epilog” fortæller Lea Ypi ganske kort, at hun nu underviser i marxisme i London, ”for socialisme er først og fremmest en teori om menneskers frihed”, og ”vi mister aldrig vores indre frihed til at gøre det rette.”

Egentlig forstå jeg ikke, hvad hun mener i sin ”Epilog”, for hendes argumentation hænger ikke sammen. For mig at se, er Lea Ypi fortsat den idealist, hun var som lille skolepige. Hun bringer f.eks. ikke noget konkret bud på, hvad ”det rette” er, som giver friheden. For er Marx’s lære, andet end drømmeri?

Marx hævdede, at et arbejdsprodukt deles mellem ejeren af kapitalen og arbejderen. Men dette er ikke korrekt, hvilket socialøkonomen Henry George påviste i 1879 med sit videnskabelige værk ”Fremskridt og Fattigdom”, og som siden har været gældende sandhed. Heri påviser han, at et arbejdsprodukt ikke deles mellem to parter, men mellem tre – mellem ejeren af kapitalen, arbejderen og dén, der ejer den jord, hvor produktionen finder sted.

Den form for frihed, som er konsekvensen af Marx’s lære, er som slagordet lyder ”proletariatets diktatur” – altså underkastelse under partiets top – men er der tale om frihed, når man så skal tænke og handle efter de love og retningslinjer, partiledelsen sætter? Hvorfor flygter alle, der har mulighed for det fra de lande, hvor Marx’s lære praktiseres?

I den form for frihed, som Henry George taler for, anses hvert enkelt menneske som et selvstændigt individ, der kan arbejde og tænke, som han/hun vil, når bare andres tilsvarende ret ikke krænkes, samt at enhver skal have det fulde udbytte af sit arbejde. Henry George viste, at inddrages den værdi til fællesskabets kasse, som jordens pris stiger med ved naturlig samfundsudvikling, behøves der ikke opkræves nogen form for indkomstskat til at kunne betale for fællesskabets udgifter.

Med denne form for rets-liberalisme undgås den uhæmmede liberalismes udnyttelse og udbytning, som Albanien og andre lande, der er gået fra totalitært styre til mere demokratiske tilstand, har været udsat for, og der opnås da en social frihed foruden en personlig frihed. Her er altså socialismens fredelige afløser!

Der behøver altså ikke være tale om idealisme for at opnå frihed, lighed, broderskab, men realisme til at gøre det rette!

Læs Lea Ypis tankevækkende bog!

Ole Petersen er låner på Vordingborg Bibliotekerne, og han havde lyst til at dele sine tanker om Lea Ypis biografi med os.

Du kan også blive ugens anmelder: skriv til biblioteket@vordingborg.dk, hvis du vil høre mere.

Gik du glip af sidste uges anmeldelse, kan du læse den her.