Ugens anmelder: Hans Fromberg

Jeg læser en del. Meget forskelligt, men jeg går efter forfattere før genrer. Jeg holder mest af de forfattere, hvis bøger har en vis tykkelse. Jeg vil gerne langt omkring i person- og situationsgalleriet. Det har noget med fortælling at gøre. Jeg lægger vægt på selve historien og sprogets tilgængelighed.

Det eneste egentlige problem ved at binde sin læsning op på bestemte forfattere er, at man venter spændt, ofte ganske længe, på den næste bog.

Når jeg tæller efter, kan jeg se, at jeg - måske desværre - læser flest mandlige forfattere. Men jeg iler med at sige, at de gange, en læseoplevelse har haft afgørende betydning for retningen i min måde at tænke og se verden på, er en kvindelig forfatter direkte ansvarlig. Kirsten Thorup er med sin nyeste bog - Indtil vanvid, indtil døden - en af den.

Kirsten Thorup følger, i denne bog, ikke nogle skrevne eller uskrevne regler om litteratur. Ok, hun bruger alfabetet og tegnsætning. Men så er det sagt. Hun fortæller lige ud af pennen. Vi er så vant til linjer, afsnit, kapitler og dele. "Indtil vanvid, indtil døden" begynder på den første side i øverste venstre hjørne og slutter på sidste side i nederste højre hjørne med et punktum.

Ingen dele, ingen kapitler, ingen afsnit. En uafbrudt og lang skrivestrøm. Det er der en mening med.

Bogens jeg, Harriet, er en kropsbevidst gymnastikpige fra Ollerup Gymnastikhøjskole, og hun dyrker den “stærke” krop, den ranke holdning. Hun er blevet enke, da hendes mand Gerhard, som var Luftwaffepilot, i 1942 er blevet skudt ned over østfronten.

I sorgen over tabet søger hun forklaring, som hun håber at få hos nogle tyske venner, som hun rejser ned til i München.

Hun opholder sig meget længe hos dem. Bliver involveret i forskellige ting, som det anses for rigtigt, at kvinder involverer sig i. Som for eksempel at rive slidt sengetøj i lange strimler, så det kan bruges som bandager på lazaretterne. Hendes venner er overklasse, nazistisk overklasse.

Harriet befinder sig godt hos dem i begyndelsen, men hendes samvittighed, som erfares i form af hendes dagbogsagtige notater, arbejder og viser det, som også foregår. Bag facaden, nede i køkkenet blandt tjenestefolk fra østlande som nærmest er slaver, er der ingen poleret overflade. Harriet registrerer skam den påståede glans og storhed i det nazistiske paradis, men hun ser virkeligheden, og hun mærker frygten blandt folk, frygten for at gøre noget forkert, sige noget forkert. Være forkert. Og det vides ikke med sikkerhed, hvad der er forkert. Rigtigt og forkert er en slags amøbe uden fast form.

Romanens virkemiddel er det intense sprog, som i stærke billeder og en strøm af korte sætninger, formår at vise manglen på fornuft og sammenhæng. Harriets venner snyder og bedrager, men udadtil priser de folkets mådehold og offervilje. At der kommer flere og flere lemlæstede og døde soldater til lazaretterne affejes som bagateller. Det er utysk at tale om det, for “sejren er nær” - hele tiden er sejren så nær.

At Kirsten Thorup bevidst undlader at bruge kapitler forstærker i høj grad fornemmelsen af at befinde sig i noget, som er ved at kollapse. At være spærret inde. Ingen flugtmulighed. Intet nyt kapitel hvor man lige kan stoppe op og få vejret igen. Alt opløses, alt er absurd. Det bliver så let at tiljuble løgnen, når det er for farligt at vende den ryggen. Harriet begynder at frygte for sit eget liv og planlægger med stort besvær sin hjemrejse. Det lykkes hende dog at få den nødvendige rejsehjemmel. På den lange togrejse hjem støder hun på danskere, som har arbejdet i Tyskland, og hun hører derved om deres vanskeligheder, specielt deres frygt for at alt for tjenstivrige danske vagter ved grænsen sender dem retur til Tyskland. Bare det at udtrykke et ønske om ferie kan føre til en anklage for forræderi.

Harriet og hendes mand Gerhard er ikke nazister. Gerhard var dog antikommunist om en hals. Harriets rejse er et forsøg på at forstå det, hun og hendes mand så i “storheden”, og Harriet elskede sin mand, indtil vanvid, indtil døden.

Kirsten Thorup er rejsefører på en tur ind i vanviddet.

Hans Fromberg er låner på Vordingborg Bibliotekerne og flittig læser.

Du kan læse sidste uges anmeldelse her Jette Mehlsen anmelder 'Kort' af Helle Bertram