""
Podcast om Præsident Nixon

Ugens anmelder Mette Storm

15.06.22
"I'm not a crook"

Anmeldelse af Podcasten: ”POTUS. 37. Richard M. Nixon” på eReolen med Anders Agner Pedersen, Peter Christensen & Lars Græsborg Mathiasen

Den 17. juni 1972 blev en skelsættende dato for det politiske landskab i Amerika. Nattens hændelse, hvor en lille gruppe mænd begik indbrud i det demokratiske partis hovedkontor i Watergatebygningen, blev i første omgang dårligt bemærket. Men sagen endte med en præsident, der blev stillet foran truslen om en rigsret, og resulterede i en fratrædelse som præsident i vanære. Den umiddelbart mindre forbrydelse viste sig at trække tråde op til Det Hvide Hus og selveste præsidenten, da man fandt ud af, at én af indbrudstyvene var tidligere CIA-agent.

I rækken af Podcast om amerikanske præsidenter, er jeg nået til den 37., dén om Richard Milhous Nixon og den kan varmt anbefales. Podcasten beskriver Nixons politiske liv fra starten, hvor han nød pressens gunst til slutningen, hvor han uden fortilfælde var deres yndlingsoffer. Vi hører om duellerne med den evige nemesis John F. Kennedy - fra de første ”sammenstød”, hvor podcasten indvier os i nogle sjove anekdoter, bl.a. nogle fra det famøse tv-interview i forbindelse med præsidentvalget i 1960. Jeg kan afsløre, at det handler lidt om træthed, sygdom og sminke…. Podcasten handler en del om Watergate, ligesom både Nixons præsidenttid og eftermæle kom til at handle om. Vi hører om det redaktionelle arbejde bag afsløringen – om både redaktørernes og journalisternes lyst til at hænge på i afdækningen af forbrydelsen og ikke mindst skandalen.

I præsidentperioden stod Nixon bag en forbrødring med Kina, der den dag i dag, danner grobund for samarbejdet mellem landene. Han stod også bag den første aftale om atomnedrustning med Sovjetunionen. Men de politiske bedrifter drukner i skandalen, og Nixon står i den amerikanske fortælling, som en af de værste præsidenter nogensinde.

Jeg kan varmt anbefale podcasten, der kommer godt omkring den 37. præsident. De kompetente værter har stor viden og supplerer desuden med titler til videre læsning. Jeg kan ligeledes anbefale følgende 3 film:

”Nixon/Frost”, der handler om et interviewforløb i 1978 mellem en engelsk journalist, der gerne vil til bunds i skandalen, mod en politiker, der efter få år væk fra det politiske rampelys, prøver at rense sig selv – uden held.

Klassikeren ”Alle Præsidentens mænd” med Dustin Hoffman & Robert Redford, der spiller de 2 unge journalister Bernstein og Woodward, der i sin tid afslørede coveruppet, er altid værd at se.

Og sidst, men ikke mindst, giver ”Nixon” med Sir Anthony Hopkins et fint portræt af den detroniserede politikers liv.

Der er mange af de nævnte titler i podcasten, jeg har lyst til at gå i gang med her efter lytningen, men i første omgang vil jeg fortsætte med den amerikanske præsidentrække inde på eReolen.

Bemærk i øvrigt, at en podcast ikke gælder som et lån, så du kan lytte til alle dem du har lyst til – god fornøjelse.

Hør podcasten her.

Mette er bibliotekar på Vordingborg Bibliotekerne.

Sidste uges anmeldelse, kan du læse her.